Psykolog i Silkeborg
Jeg hedder Anna Dreyer og arbejder som psykolog i Silkeborg centrum, hvor jeg tilbyder individuel terapi, parterapi, onlineterapi og supervision til voksne og unge over 17 år
Psykoterapeutisk erfaring og uddannelser
Jeg er autoriseret psykolog og har psykologpraksis i hyggelige lokaler på gågaden i Silkeborg. Gennem 19 år har jeg fået terapeutisk erfaring med mange forskellige eksistentielle og psykologiske problemstillinger som eksempelvis stress, depression, sorg, angst, selvværd, parforholdsproblemer, udfordringer i arbejdslivet, traumer, livskriser og længsel efter mere glæde, vitalitet og livsudfoldelse.
I arbejdet med terapi og supervision tager jeg afsæt i psykologuddannelsen (cand.psych.), psykoterapeutiske efteruddannelser og en lang række kursusforløb. Da jeg også er uddannet fysioterapeut, falder samspillet mellem krop og psyke mig naturligt i psykologarbejdet. Jeg er primært orienteret indenfor den psykodynamiske retning og de nyere grene af den kognitive retning som eksempelvis ACT (Acceptance and Commitment Therapy) og CFT (Compassion Focused Therapy).
Der kan være mange grunde til at gå i terapi, måske har du et ønske om at:
- Styrke og fordybe dine relationer til andre.
- Bryde uhensigtsmæssige vaner og reaktionsmønstre.
- Få en mere venlig, forstående og omsorgsfuld holdning til dig selv.
- Blive mere fri af selvkritiske og destruktive tanker.
- Genfinde inderligheden og gnisten i dit parforhold.
- Styrke dit selvværd og oplevelsen af at hvile i dig selv.
- Bevidstgøre dine kvaliteter og udfolde dine potentialer.
- Blive mere nærværende og komme mere tilstede i dit liv.
- Øge kropsbevidstheden og forstå kroppens signaler.
- Få hjælp til at forløse en traumereaktion.
- Skabe større sammenhæng mellem dine livsværdier og din retning i livet.
- Finde ståsted midt i en krise og finde ind til den udviklingsmulighed, der kan opstå gennem krisen.
Fordybelse, indsigt og forandring
Det er betydningsfuldt for mig at skabe et nærværende, trygt og engageret rum for arbejdet med psykoterapi og supervision. Ud fra det problem eller det ønske som du kommer med, arbejder vi sammen henimod fordybelse, indsigt og forandring.
Jeg samarbejder med sundhedsforsikringer, kommuner og arbejdspladser, men kan ikke tage imod lægehenvisninger. Sygesikring danmark giver tilskud på 300 kr. til en almindelig konsultation og 600 kr. til en dobbeltkonsultation til elleve henvisningsårsager.